
Det kan lyde vildt at jeg kan observere fjerne galakser fra vores lune stue på Strågården Nyord. Normalt står jeg i nattemørket iført en tyk termodragt, handsker og hue og spejder efter himlens fantastiske fænomener med mine teleskoper. Men som på så mange andre områder har teknologiens udvikling gjort det mere komfortabelt at være stjernetosset.
Processen er enkel; ud i haven med mit Seestar S50, slå trefoden ud, trykke på ON, forbinde min smartphone til teleskopet med den app der følger med og så er vi klar. Det er det tætteste jeg nogensinde har været på plug and play.
Nu venter min dejlige elevations lænestol placeret foran brændeovnen, en kop varm latte lavet på friskristede bønner og min smartphone. Den eneste udfordring der er tilbage er at finde de objekter jeg vil tage billeder af og heldigvis kræver det kun et par tryk i appen.
Nogle timer senere har jeg nogle pæne billeder af galakser, der ligger flere millioner lysår fra Strågården Nyord. En herlig måde at dyrke min passion på, der ingen måde vil erstatte den oplevelse, det er, at stå og kigge ud i det uendelige univers og fornemme hvor gigantisk det er og hvor små vi er.



Skulle du have lyst til en stjerneguidet tur på Strågården Nyord er det bare at kontakte os.