I princippet er der jo mange lysende pletter på himlen over Strågården Nyord, nemlig alle stjernerne, men i disse dage skiller en enkelt sig ud. Den er tydelig at finde og i aften 1. pinsedag den 23. maj 2021 kl. 22.11.37 vil du kunne se den hvis du retter blikket mod vestsydvest. Netop på dette tidspunkt kommer den rimeligt højt på himlen – højt er her 47 grader over horisonten når den står højest. Det er Rumstationen også kaldet ISS (International Space Station), der med sine 27.700 kilometer i timen farer henover himlen. Lyset stammer fra Solens refleksion i de store solpaneler, der leverer omkring 85 kilowatt strøm til driften af rumstationen og den forskning der sker ombord.
Opsendelsen skete i 1998 og den er siden udbygget med flere nye moduler og stod som sådan endelig færdig i 2011. Det er et kæmpe projekt, der har involveret 15 lande og 5 rumfartsorganisationer og den har været bemandet siden år 2000, dog er der selvfølgelig sket udskiftninger i bemandingen undervejs. Den danske astronaut Andreas Mogensen var en smut forbi i 2015.
Længden på denne gigantiske satellit er lidt over 70 meter og bredden rammer 108 meter. Vægten er stigende efterhånden som rumstationen udbygges med nye moduler men skulle i skrivende stund være ca 450 ton. Med en hastighed på 27.700 kilometer i timen oplever astronauterne 16 solopgange i døgnet. Afstanden til jorden er mellem 350 – 450 kilometer, så den flyver i det man kalder Low Earth Orbit. Afhængigt af investeringerne i ISS vil den have en levetid på endnu 10 år.
Hvis du gerne vil med på stjernejagt på Strågården, så skriv til os – vi kan kontaktes her.
Med Dark Sky hilsen
Strågården Nyord