Verdens dyreste brille med solfaktor 1 million!

Måske er det lidt nørdet, men når der er brugt over 70 milliarder kroner og 40 millioner arbejdstimer på et par avancerede briller, som ingen i øvrigt skal bære, så synes jeg det er lidt spændende. Der er naturligvis tale om et teleskop, der har fået sit navn efter en meget kendt administrator af NASA, nemlig James Webb. Han regerede i perioden 1961-68, hvor han stod bag 75 forskningsmissioner for NASA.

Det er et særdeles følsomt sæt briller, eller rettere et teleskop, der ser ved hjælp af infrarødt lys. Hvis det stod på jorden kunne det måle temperaturen på en humlebi der fløj rundt på månen – ganske imponerende.

Kort der viser Teleskopets placering i forhold til Solen og Jorden – Kredit: NASA

Når det er på sin planlagte plads hænger det i en bane der ligger 1.5 million kilometer fra Jorden. Placeringen er blandt andet valgt ud fra en position der giver mindst mulig påvirkning af Solens og Jordens Tyngde kraft for at spare på brændstoffet, der skal holde teleskopet på plads.

Da det ikke har en beskyttelse af Jordens atmosfære, så har det fået en solskærm med, der leverer en beskyttelse svarende til solfaktor (spf) 1.000.000. Skærmen måler 21 x 14 meter og består af 4 meget tynde membraner af aluminium. Der er forskel på varmepåvirkningen på 360 grader fra det yderste lag (+125 grader) til det inderste lag på solskærmen (-235 grader)

Spejlet mens det blev klargjort til opsendelse – Kredit: NASA

Spejlet måler 6,5 meter i diameter og er sprayet med et ultra tyndt lag guld på kun 700 atomers tykkelse. Og apropos spejle, så har udviklingen af James Webb teleskopet allerede båret frugt på jorden. Ingeniører har nemlig udviklet en teknik til præcist og hurtigt at kunne måle spejle til at styre deres slibning og polering. Denne teknologi er siden blevet tilpasset til at skabe high-definition kort over patienters øjne, der forbedrer den øjenkirurgiske præcision – cool ikk’!

I fremtiden vil James Webb teleskopet give os viden om de første galakser, der blev skabt for 13.4 milliarder år siden – et par hundrede millioner år efter Big Bang – og danske forskere og astronomer er med. DTU Space sikrer, at danske forskere og astronomer er med blandt de første, der kommer til at studere de enestående billeder fra teleskopet.

Projektet er blevet til i et partnerskab mellem European Space Agency, NASA og Canadian Space Agency og i alt har 14 lande bidraget.

Med dette indlæg ønsker vi alle et lykkebringende nytår med masser af spændende stjerneoplevelser. Du kan bestille overnatning med Dark Sky guidet tur på www.nyordbed.dk.

/Kenneth

Kilder: DTU Space samt nasa.gov