Spot on Dark Sky – hvad kræver det?

Som du måske har opdaget, så er jeg en smule bidt af den fantastiske stjernehimmel vi har her på Nyord og jeg deler gerne ud af de oplevelser.

I princippet er det bare at gå ud og kigge op, men viste du, at det tager mellem 20 og 30 minutter før dit nattesyn er helt på toppen? Derfor er det altid en god ide at slukke mobiltelefon eller lommelygte. Bare et enkelt kig på en tændt mobiltelefon betyder at du igen skal vente op til 20 minutter. Det samme gælder en lommelygte – husk den sagtens kan blænde andre også.

Jeg har samlet nogle af mine erfaringer og spørgsmål jeg får på mine guidede ture og nedenfor forsøgt at svare på dem:

  • Hvis det er koldt så varmt tøj en rigtig god ide. Alle gode oplevelser bliver ødelagt hvis du fryser. Selv om sommeren kan det være køligt om natten, specielt hvis duggen falder tungt.
  • Hvis du vil kigge i længere tid, så er en positionsstol fra haven en super god ide. Et liggeunderlag kan også gøre det afhængigt af årstiden for ikke at tale om luksusudgaven – en drømmeseng, campingseng eller solvogn. Det er hårdt for nakken at kigge op i længere tid.
  • Udstyr – hvad skal du bruge? Du behøver ikke udstyr til en god stjerneoplevelse, men bruger du briller så husk dem. Med det blotte øje kan du se langt mere end du tror. Har du en almindelig kikkert kan den bruges – den giver et endnu skarpere billede og flere stjerner at kigge på. Det kræver dog øvelse at bruge kikkerten, fordi det er et begrænset område du ser gennem kikkerten og du ikke har noget at relatere det til som eksempelvis om dagen. Paprøret fra en brugt køkkenrulle er også helt fint, fordi det sikrer en fokusering af synet mod en bestemt område.
  • Kan jeg se stjernehimlen uden at gå udenfor? Det kan umiddelbart lyde som et lidt fjollet spørgsmål, men svaret er faktisk ja. Der findes et gratis program “Stellarium” der viser stjernehimlen som den ser ud og man kan spole i tid. Det er et godt værktøj til forberedelse, så man ved hvordan himlen vil se ud når man går på Stargazing 🙂 Der er mulighed for at printe stjernekort som du kan tage med. Husk kun at bruge en lygte med rødt lys hvis du skal se på papirkortet på din stjernetur.

Strågården Nyord tilbyder en guidet tur under nattehimlen. Synes du det er sjovere om dagen, så kan vi også tilbyde historierne om Nyord i dagtimerne.

Skriv til os eller ring på +45 25778216 så vi kan finde en løsning der passer lige netop til dig.

Med Dark Sky hilsen
Kenneth
Strågården Nyord