Er det kraftige lys på himlen en stjerne?

Det er et af de spørgsmål jeg bliver stillet når jeg er på Dark Sky tur og svaret er nogen gange “ja” men oftest er det “nej desværre!”. Du tænker måske “nu er har guiden mistet jordforbindelsen“, men jeg vil prøve at råde bod med dette lille indlæg.

Jeg ved godt jeg har sagt og skrevet det før, men vi har altså en meget smuk stjernehimmel på Strågården Nyord, når vejret altså tillader det. Når man kigger op er der nogle få prikker der lyser specielt meget op og det er dem der sommetider lokker vores gæster i en fælde, nemlig til at tro det er en stjerne.

Vi bruger normalt ikke nej-hatten på Strågården Nyord, men her er svaret oftest “nej, det er det ikke”. Til gengæld er det nogle af vores “med det blotte øje” synlige planeter i solsystemet såsom Saturn, Jupiter, Mars eller Venus. Når planeterne er fremme er de meget fremtrædende og lyser ekstra meget op. Faktisk udsender de ikke selv lys men er gigantisk store refleksbrikker der spejler solens stråler. Netop fordi planeterne er meget tæt på jorden og vildt meget tættere end de stjerner vi kan se, så er lyset fra dem også kraftigere.

Her kommer lige lidt fakta om afstande som ikke er til at fatte 🙂
Planeten Mars befinder sig lige nu ca 60.000.000 km fra jorden.
Stjernen Rigel befinder sig omkring 7.500.000.000.000.000 km fra jorden (ca 800 lysår)

Stjerner, ligesom vores egen sol, producerer til gengæld selv lys. Det stammer fra kerneprocesser dybt inde i stjernen hvor brint omdannes til helium under stort tryk og ved meget høje temperaturer. Det skaber energi der får stjernerne til at lyse men fordi stjernerne befinder sig så langt fra jorden ses lyset ikke lige så kraftigt som fra en planet. Så selvom stjernen Rigel i stjernebilledet Orion (fod) lyser 40.000 gange kraftigere end vores egen sol, så ses den langt fra så tydeligt som eksempelvis planeten Mars. Tjek lige fakta om afstand igen.

Farven på en stjerne fortæller til gengæld noget om temperaturen. Eksempelvis er Betelgeuse i stjernebilledet Orion (højre skulder), orange-rød og dermed i kategorien koldeste stjerner med kun 3.000 grader på overfladen. Vores egen sol er gul-hvid og dermed lidt varmere med ca 5.500 grader. De meget varme stjerner såsom Rigel, Spica og Vega er blå-hvide og her når temperaturen op på 20.000 grader. Den temperatur svarer til en plasmaskærer som blandt andet bruges i industrien og den smelter alt.

Hvorfor blinker stjernerne når de kommer til syne i horisonten? Det svarer jeg på ved et senere indlæg og imellem tiden kan du jo overveje at booke en guidet tur med overnatning eller bare den guidede tur. Du kan se vores priser, beskrivelse eller booke her.

Med Dark Sky hilsen
Strågården Nyord