Hvem på himlen er fyldt 30 år?

Det er såmænd Hubble – ja altså Hubble teleskopet, der gennem 30 år har sendt fantastiske billeder tilbage til jorden, gjort os klogere på hvad der er i Universet og hjulpet mange astronomer med uløste gåder. Teleskopet er opkaldt efter den hedengangne astronom Edwin P. Hubble

Hubble teleskopet bestilte sin rejse til den 24. april 1990 og fløj med Discovery Space Shuttle fra Kennedy Space Center i Florida USA. Døgnet efter forlod det rumskibet og bevægede sig på egen hånd til sin bane i kredsløb omkring jorden.

STS-125 Launch May 11, 2009

Teleskopet fik en lidt skæv start fordi teleskopets største spejl var slebet en anelse forkert, nemlig 2 mikrometer hvilket er 0,002 millimeter. Det er jo ikke meget, men i den astronomiske verden betød det, at billederne ikke blev ret meget bedre end dem man kunne tage fra jorden. At Teleskopet så også var samlet en anelse forkert (1,3 mm skævt) gjorde bare ondt værre. Fejlen blev efterfølgende rettet af astronauter på rumfærgen Endeavour, der indsatte nogle kompenserende spejle. En forholdsvis stor redningsaktion som de færreste sikkert har hørt om.

Hubble har afsløret egenskaber ved rum og tid, som i det meste af menneskets historie kun blev undersøgt i vores og filosoffers fantasier. I dag fortsætter Hubble med at give os udsigt til de kosmiske vidundere, der aldrig før er set, og den er på forkant med mange nye opdagelser. Det er umuligt at vælge bare et billede men jeg synes Eagle Nebula Pillars eller på dansk Ørnetågen, er et ganske flot et af slagsen – det ses nedenfor. Så er det bare at finde alle mulige ansigter, mønstre og andet i billedet. Har du en ok internetforbindelse kan du hente billedet i en gigant opløsning her (tiff-format 6780 * 7071 på 123 Mb).

Credit to NASA, ESA, and the Hubble Heritage Team (STScI/AURA)

Lidt fakta på Hubble Teleskopet:

  • Flyver i en højde på 540 kilometer.
  • Med sine 27.300 km/t tager det 1 time og 35 minutter at flyve en omgang omkring Jorden.
  • Drives alene af solceller der oplader nogle store batterier.
  • Vægten er lidt over 11 ton.
  • Hovedspejlet er 2, 4 meter.
  • Pris 1,5 milliarder dollars (prisniveau 1990) mod et budget på 400 mio dollars.
  • Fik nye briller i 1993 (COSTAR) som kompenserede for fejl.

Med en lille måneds forsinkelse skal der lyde et stort tillykke til Hubble Teleskopet fra os på Strågården Nyord. Det var ellers meningen vi ville have fejret dette på vores rejse til Kennedy Space Center, men Covid-19 satte en brat stopper for vores rejse til Florida, USA.

Husk at vi på Strågården Nyord tilbyder en guidet tur under nattehimlen. Synes du det er sjovere om dagen, så kan vi også tilbyde historierne om Nyord i dagtimerne.

Skriv til os eller ring på +45 25778216 så vi kan finde en løsning der passer lige netop til dig.

Med Dark Sky hilsen
Kenneth
Strågården Nyord